Mangel på forsyninger i Øst

Op igennem 70’erne begyndte det at gå lidt bedre for Østtyskland, som ellers havde haft store problemer med økonomien. Arbejdsvilkårene blev bedre, idet arbejdstiden blev kortere, og lønningerne højere. Flere østtyskere fik fjernsyn, køleskabe osv. Modstandere af kommunismen blev ikke forfulgt i samme omfang mere. Huslejen var lav, man var sikker på arbejde, og transporten var billig, hvis man var kommunist. Det gjorde, at mange østtyskere udviklede større fædrelandskærlighed, selvom man i dag mener, at kun hver tiende var helhjertet kommunist.

Mange østtyskere var dog utilfredse med levevilkårene. Manglen på almindelige dagligvarer var en helt normal ting i Østtyskland, hvor eksempelvis en appelsin var en sjældenhed. En østtysker arbejdede i gennemsnit 1,39 timer for 1 kg smør, hvor en vesttysker skulle arbejde 0,36 timer i gennemsnit. Flere Østtyskere havde egentligt penge nok, men på grund af den ringe produktion, var ventetiden på en bil mange år lang. Det var heller ikke normalt at have en telefon i Østtyskland. 7 ud af 100 indbygger havde en telefon, hvor det i Vesttyskland var 92 ud af 100 indbyggere.
I slutningen af 1980'erne var DDR efterhånden ved at gå fallit. Fabrikkerne og maskinerne var forældede, og produktiviteten var en tredjedel af Vesttysklands. Deres penge var mere rationeringsmærker end egentlig valuta, men da der var stor varemangel, rakte det ikke langt. Med sulten og fattigdommen kom uroen og oprøret. Demonstrationerne begyndte for alvor.

Kilder:

Pia Bjørnkjær, Tysklands genforening 1989-1999 kap  4

Verden i nyeste tid fra kold krig til krigen mod terror, Systime a/s 2008-2009 kap. 2

Berlin-muren R. G. GRANT, Flachs ApS 1998 s 30-32

http://blogs.jp.dk/slipfrihedenloes/2009/11/26/murens-fald-matte-komme-ddr-var-bankerot/

Billede lånt af:

http://www.braunschweiger-zeitung.de/img/archiv/crop544586/5647561288-cwide-w472/300-008-2945897-Schlange-i.jpg