tirsdag den 21. januar 2014

Økonomiske muligheder i Vesttyskland


Der var stor forskel på økonomien og levestandarden i DDR og BRD. Dette skyldtes, at lige efter 2. verdenskrig besluttede USA at indføre 'Marshallplanen', som gik ud på at forære adskillige milliarder dollars til Europa. Mange europæiske lande inklusiv Tyskland var ødelagte og fattige på grund af mange års krig. Marshallhjælpen blev derfor uddelt, så landene kunne genopbygges. 
USA havde dog en bagtanke med planen. USA ønskede fri markedsøkonomi, så markedet regulerede sig selv uden statslig indblanding. Derfor ønskede amerikanerne efter krigen at svække kommunismen i Europa, på trods af at de havde kæmpet på samme side med kommunisterne imod nazisterne. Marshallplanen medvirkede til dette, da den gjorde USA populær og desuden satte gang i det amerikanske marked, idet europæerne fik råd til at købe amerikanske produkter og maskiner. Marshallhjælpen var tilgængelig i perioden 1948-1951, hvor i alt 13 milliarder dollars blev givet væk (svarende til 600 mia. DKR i dag).
Sovjetunionen måtte være foruden pengene og takkede desuden på vegne af Østtyskland nej til hjælpen, selvom den blev tilbudt. Dette var allerede dengang med til at optegne grænsen mellem øst og vest.
Marshallhjælpen fik en enorm betydning for den videre udvikling i Vesttyskland og Vesteuropa, selvom den blev givet mange år, før muren faldt. Det var nemmere at skaffe nye produkter, og i 1988 havde 83 husstande ud af 100 en bil. Telefoner, farve-tv og båndoptagere var også udbredt i befolkningens hjem. Derfor kunne vesttyskerne holde arbejdsløsheden lav og levestandarden høj, selvom der var økonomiske kriser i verden, som oliekrisen i 1973, mens muren stod i Tyskland.


Kilder:
Verden i nyeste tid - Thorkil Smitt & Henrik Bonne Larsen © 2008-2009 Systime A/S
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/Samfunds%C3%B8konomiske_forhold/Marshallplanen
http://www.annefrankguide.net/dk-dk/bronnenbank.asp?oid=101930
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/marshall-planen-european-recovery-program/

Billede lånt fra:
http://photos.state.gov/galleries/usinfo-photo/39/Marshall_Plan_60_Year_Legacy/5.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar